Byggestøj kan være en udfordring for bade naboer og de virksomheder, der udfører byggearbejdet. I Danmark er der klare regler for, hvornår og hvordan byggestøj må forekomme, så der tages hensyn til omgivelserne. I dette blogindlæg gennemgår vi reglerne for byggestøj og giver et overblik over, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter.
Lovgivningen om byggestøj
I Danmark er byggestøj reguleret af miljøbeskyttelsesloven og lokale forskrifter udarbejdet af Kommunerne. Reglerne fastsætter blandt andet, hvornår på dagen der må støjes, og hvor højt støjniveauet må være.
Støjniveauer fra bygge- og anlægsarbejde måles i decibel (dB), og grænserne afhænger af området. I boligområder er kravene ofte strengere end i industriområder. Vi har skrevet om støj i boligområder i dette indlæg. F.eks. er den maksimale tilladte støj i boligområder i dagtimerne 45 dB, mens den i et erhvervsområde kan være højere.
Generelt er støjende byggearbejde tilladt i tidsrummet 7-18 på hverdage og mellem 8-14 på lørdage, men dette kan variere fra kommune til kommune. Ifølge Aarhus Kommune er der f.eks. ingen støjgrænser i byggeområder i disse tidsrum (jf. https://aarhus.dk/borger/bolig-byggeri-og-miljoe/byggeri/naar-byggeri-stoejer-og-stoever). I Københavns Kommune er der dog ’grænser for, hvor højt lydniveauet må være’ (jf. https://www.kk.dk/borger/affald-og-miljoe/stoej-stoev-og-luft/klag-over-stoej-stoev-lugt-eller-udeservering). Da Kommunerne kan have forskellige forskrifter, er det vigtigt at undersøge de lokale regler, før projektet sættes i gang.
Klager over byggestøj og tips til at reducere det
Hvis naboer klager over byggestøj, skal entreprenøren og bygherren handle hurtigt for at minimere generne. Kommunen fungerer som tilsynsmyndighed og kan udstede påbud, hvis reglerne ikke overholdes. Det kan indebære krav om ændrede arbejdstider, brug af støjsvagt udstyr eller opsætning af støjskærme.
Hvis dit byggeprojekt forårsager støjgener for naboer, bør du tage initiativer til støj- og vibrationsdæmpning. Det første skridt ville være at dæmpe byggestøjen ved kilden. Det kan gøres ved at vælge mindre støjende maskiner og metoder eller eventuelt ved at reducere arbejdstiden. En anden mulighed er at bruge afskærmning til at dæmpe støjen under dens udbredelse. Her kan man overveje om man vil opsætte støjskærme mod naboerne for lydafskærmning eller om man vil opsætte støjskærmene omkring aktiviteten.
Selvom byggestøj er en del af processen, er der mange måder at minimere generne på. At bruge moderne og støjsvagt udstyr er en af dem. Man kan også med fordel planlægge de mest støjende opgaver til midt på dagen, hvor færrest er hjemme. For at undgå klager er det som regel en god idé at informere naboer på forhånd om, hvad de kan forvente af støj, og hvor længe arbejdet varer.